mandag den 19. maj 2014

Ny Blog om fodboldpersonligheder - Den Ansvarlige

Hej allesammen

En de klogeste personer jeg nogensinde har mødt, sagde engang til mig: "Mennesker kan ikke lide at blive sat i kasser", hun havde så evigt ret, men nogen gange ved vi ikke vi er i en kasse før nogen fortæller os det, og i det øjeblik kassen er tydelig for os, vil vi/i gøre alt for at bryde ud af den.

Jeg har så længe jeg kan huske, haft utrolig mange teorier om hvordan diverse ting i verden hænger sammen.

Jeg observerer mennesker, og undres tit over hvorfor de gjorde dit, men valgte ikke at gøre dat, eller hvorfor de blev vrede/kede af/over det ene, men blev glade, imponerede eller tilfredse med det andet - men mest af alt overvejer jeg hundredvis af gange om dagen hvorfor mennesker gør lige præcis det DE gør.

Den her blog vil ofte indeholde lange eller kortfattede tanker om ting jeg har observeret i verden eller tænkt over længe, og jeg håber at mine tanker på diverse emner vil være interessante for nogen at læse.

Jeg har spillet fodbold i mange år, og jeg påstår med 100 % - sikkerhed, at hvis jeg spiller fodbold i 3 sessioner (3 gange) - hvad end det er træning eller kamp, med en trænet fodboldspiller (altså ikke en nybegynder, men en person der har spillet i et par år, og har haft tid til at udvikle deres egen "Stil" om man så må sige) så kan jeg sige 3 til 5 ting om deres personlighed, som jeg garanterer er rigtige - og dette siger jeg alene udfra hvad jeg har set dem sige og gøre på en fodboldbane, hvordan de reagerer når vi kommer bagud - eller når vi kommer foran for dens sags skyld, hvilke beslutninger de tager med bolden og uden bolden og hvor ansvarligt og disciplineret de opfylder deres opgaver på banen - og næsten vigtigst af alt hvordan de reagerer når den uundgåelige kritik af deres beslutninger kommer.

Det har betydet at jeg kan dele fodboldspillere og som en underkonklusion, de fleste mennesker op i kasser der siger noget om deres personlighed. Det betyder absolut ikke at de alene kan være i den ene kasse, men det betyder med stor sandsynlighed at de dertilhørende attributter fra kassen med stor sandsynlighed passer på personen.

Henover de næste par blogs, vil jeg forsøge at beskrive en række af de typer jeg har oplevet.

Den Ansvarlige:

Alle fodboldhold har den her type, han kan betegnes ved en række ting:

Mange af denne type vil oftest være punktlige og komme til tiden både til træning og kamp. De vil derudover sætte en personlig ære i at tingene er ordentlige at man har styr på at alting kommer til og fra kamp, og hvis de er sidste mand ude af omklædningsrummet sørger de for at der er styr på tingene, at ingen har glemt noget m.v. - alle disse er gode og værdsatte egenskaber i erhvervslivet, men på fodboldbanen resulterer det i en interessant type spiller.

Den Ansvarlige spiller typisk en defensivt orienteret plads på banen, en bastant back eller centerforsvarer, eventuelt en hårdtarbejdende midtbanespiller.
Hans største styrke, hans ansvarlighed, vil ofte gøre ham ligeså ubrugelig offensivt som den gør ham uundværlig defensivt.

Defensivt vil han aldrig være ude af position og vil derfor sjældent blive overspillet - fordi han sjældent vil tage chancer, han værdsætter "rammeværket" som formationer som 4-4-2 tilbyder, og vil være irriteret på spillere, der "flyder lidt rundt" og dukker op rundt omkring på banen når de jo "tydeligvis" burde holde deres plads på kanten. Han vil have svært ved at empatisere med spillere, der ikke umiddelbart ser ud til at tænke så meget over deres "Ansvar" overfor resten af holdet.

Han vil, afhængig af hans menneskelige natur og fysiske kapacitet, være hårdhændet i nærkampene, og han vil uden tvivl sætte en ære i ikke at blive overspillet eller afdriblet, men han vil have meget svært ved at lave noget nævneværdigt indtryk offensivt.

Han vil sjældent lave gode offensive afleveringer eller skud, fordi hans natur strider imod at lave risiko afleveringer. Han vil derfor oftest ty til en sikker inderside aflevering til en mand tæt på. I fodbold-termer kalder man denne type for en boldflytter, og et hold har brug for den slags typer, ikke alle på holdet kan lave super afleveringer, der splitter bagkæden hele tiden, men det bedste ville nu engang være hvis alle på holdet havde muligheden for at true med dette.

Han vil opfatte det at "miste" bolden som et stort nederlag eller en stor risiko med store konsekvenser, og vil derfor typisk ikke lave offensive driblinger eller aktioner, men vil holde sig til at spille den sikre frie mand lige foran ham, dette kan i en overført betydning ses ofte i livet udenfor banen.

Vi har allesammen den der ven, der bare gør ting.
Så var han lige i byen og så scorede de bare hende der, fordi de bare gik derover og tog en chance og sagde "Her kommer jeg!" eller også mistede de deres pas, og så hoppede de lige over grænsen til et land alligevel, fordi jaah - hvorfor ikke?.
Den ansvarlige vil have rigtig svært ved at forstå den slags mennesker fordi de jo slet ikke tænker over risikoen ved deres handlinger, de ser bare en mulighed tænker ikke nærmere over plusser og minusser, men gør det bare !?

Det er det samme på fodboldbanen, den type jeg lige beskrev og som jeg vil vende tilbage til i en fremtidig blog, vil ikke overveje muligheden for at fejle hans højrisiko aflevering et eneste sekund, og derfor har han muligheden for at lave en super aflevering, eller, hvis den fejler, at sætte en fatal kontra igang for modstander holdet. Den ansvarlige vil til en vis grad forstå værdien af at gøre dette, men han vil være ude af stand til at gøre dette selv, og selvom han rationaliserer sin hjerne til at forstå hvorfor han kan tillade sig at forsøge det (det er jo bare fodbold, de andre forsøger jo også ting det er en del af spillet, nogen gange er man nødt til at tage en chance etc.) så vil han i en kampsituation, hvor han føler noget er på spil - i langt de fleste tilfælde vælge ikke at lave risiko bolden eller driblingen, ligesom han ikke vil møde op hos pigen midt om natten og sige han er forelsket i hende, og præcis som at han ikke vil sige noget kreativt og anderledes til jobsamtalen fordi mens der er en chance for at personen på den anden side vil opfatte det positivt, så er der (I den ansvarliges hjerne) en overvældende risiko for at deres potentielle boldtab, scorebemærkning eller afslappede reference til at de har læst bogen som interview-personen har skrevet vil blive taget ilde op og få negative indvirkninger på dem.

På mange måder er det ren matematik, de laver afvejningen og med de parametre som de stiller op, virker det bare ikke til at være en logisk plausibel beslutning, det er der de fleste mennesker ville sige "tag en chance".

Det er ofte rådet den ansvarlige vil få, "Tag dog en chance mand", "Lev i Nuet", "Gør det nu bare man!", "Hvad er det værste der kan ske!?" - dette betyder at mange ansvarlige vil leve i en konflikt med sig selv.

Fordi de faktisk rigtig gerne vil være ham, der laver tunnel på den sidste mand og sparker den i kassen i overtiden, de vil gerne være helten, men den måde de er på strider bare utrolig meget imod dette, fordi for at blive helten skal man tage chancer, hvis man derfor kan genkende de her træk i nogen i kender, skal i værdsætte det ekstra meget hvis i kan se de er brudt ud af deres "comfort-zone" og taget en chance, fordi det betyder meget mere at den ansvarlige gjorde det, end at en anden type mennesker, som har let ved at tage chancer gør det.

Udenfor banen vil den ansvarlige ofte klare sig ganske glimrende, han vil være hårdtarbejdende og punktlig - og afhængig hans IQ vil han klare sig fra relativt godt til meget godt - og ofte have en komfortabel levesituation pga. hans egen fortjeneste, fordi han har "Styr" på sit liv. Han vil typisk ikke have en masse personligt drama, af den naturlige årsag at han ikke tager så mange chancer - og uden risiko og dårlig planlægning opstår mærkelige situationer markant mindre ofte - og det avler bare ikke ligeså gode historier, når man bare havde styr på sine ting.

Til dem der læser dette og genkender dette, hav et åbent sind, tænk over situationer hvor i ikke tog en chance - det er absolut ikke forkert når nogen siger: "At man kun fortryder de chancer man ikke tager".

Det var én kasse, og der findes uden tvivl ingen personer i denne verden, der alene kan være nede i denne kasse - men, der er sikkert nogen der prøver fordi de aldrig har tænkt over, at det var det de gjorde.